At opleve det ægte Asien! Mærke kulturen, nyde naturen og smage på den fantastiske lokale mad i nogle af verdens mest gæstfrie lande, var hvad jeg oplevede på 19 meget varierede dage.
Det var indtryk for livet og alt sammen på en rejse i et tempo, hvor oplevelser var ren afslapning.

Chiang Mai
Afrejse fra Billund d. 5 august 2002 og videre fra København 14.05 direkte til Thailand med Thai Airways.
Med flyskift i Bangkok ankommer vi til Chiang Mai i Nordthailand og her møder vi den danske guide Eskil Sørensen samt den lokale guide Pan i lufthavnen. Vi indlogeres på det pæne Zenith Suriwong hotel, som ligger midt i byen ved den livlige Night Basar – den bedste beliggenhed i Chiang Mai. Efter et kort hvil bydes vi velkommen med en middag i en hyggelig restaurant på en båd på Ping floden.
Resten af aftenen benyttedes til at gå på opdagelse i Night Basaren, som er oplevelse i sig selv, med forskellige folkeslag fra det nordlige Thailand, og så selvfølgelig den blandede handel af alskinds ting og sager som falbydes af de ihærdige sælgere.
Aftenen forløb stille og rolig og undertegnede John fandt sammen med Vinny, Frits, Birthe, Jørgen, Ester på en fortovs cafe med udskænkning til os tørstige sjæle.

Næste formiddag er der arrangeret en sightseeing til Nordthailands vigtigste og mest kendte tempel, Wat Phratat Doi Suthep, som ligger på en bjergside vest for Chiang Mai. Den er over 700 år gammel og har en fantastisk beliggenhed. Op til templet fører en trappe med 300 trin som på begge sider glider og bugter frygtindgydende drager ”Nagaer” hele vejen op til templet. Halvvejs oppe på et plateau er der små boder hvor der er mulighed for at købe offergaver og forfriskninger.
Vi nåede op til templet og her smed vi skoene og iklædte os lejede klædningsstykker ”Sari”, da man ikke viser sine knæ, og ligeledes skal gå barfodet på tempel området. For det første så vi herre kostelige ud i disse gevandter og for det andet var vi nød til at gå i skygge områderne da solen skinnede fra en skyfri himmel og fliserne var meget varme. Der var en formidabel udsigt fra tempelgården over landskabet mod Chiang Mai.
Vi går lidt rundt i det hellige tempelområde mellem pagoderne og den 24m høje ”Chedie”, med de fire forgyldte parasoller med smukke ornamenter. Her så vi de lokale gå deres obligatoriske 3 runder om pagoden mens andre sad og bad og ofrede gaver eller blomster. Nogle af os skrev os ind i gæstebogen og årstallet var efter deres tidsregning ”2002 = ca. 2520” og gav en offergave i form af penge til templet. På vejen tilbage mod hotellet gør vi holdt i universitetets botaniske have og spiser frokost.
Senere på dagen besøges fabrikker hvor der fremstilles paraplyer, dekorering af lædervare og billedskærer arbejde på en møbelfabrik.
Om aftenen mødtes hele forsamlingen 15 personer som med Tuk-Tuk `r  ræsede til et lidt primitiv men virkelig godt spisested som Eskil kendte fra sin backpacker tid i landet. Sent på aftenen mente vi godt vi kunne gå sikkert tilbage til hotellet, da vi gik i samlet flok.

Chiang Dao - Palong landsby
Næste morgen, efter morgenmaden mødtes vi foran hotellet, hvor der holdt 2 minibusser som var ved at blive lastet med vores bagage på taget. Vi kører mod nord ad en køn snoet vej gennem et grønt og frodigt bjerglandskab til området omkring Chang Dao. På vejen dertil standser vi ved en elefant landsby for at se arbejdende elefanter og deres mahoutèr vaske og skrubbe de store dyr på floden, senere viser de hvordan en dags arbejde med tømmer i skoven foregik førhen.
Videre på vej til Chiang Dao grotten provianter vi os med masser af væske og forskellige frugter, som senere bliver spises sammen med frokosten ved grotten. Indgangspartiet med trappe til grotten består af 7 små huse i forlængelse af hinanden, smukt placeret op ad skråningen. Vi går i grotten de ca. 250 meter af i alt 600 meter som er fyldt med utallige buddha figurer og fabel dyr.
Vi kører lidt mod nord og drejer ind på en grusvej, for her at blive sat af. Bagagen bliver i bilen og der gøres klar til ca. 2 times vandretur i 32 graders varme og en luftfugtighed på 90, mens væske og frugt lægges i rygsækken. Vi vandrer gennem et landbrugsområde beplantet med majs og bjerg ris, som tidligere var område for Opiumsvalmuen, videre gennem et lille skovområde med Eukalyptus træer og Teaktræer, hvor der heldigvis var en lille smule skygge.
Foran os breder der sig en lille landsby med spredte huse der ligger på en skråning. Folkeslaget der har fået lov til slå sig ned her hedder ”Palonger” som er fortrængte indvandre fra det tidligere Burma nu Myanmar. De havde tidligere deres eget sprog men som tiderne går taler de også Thai. Deres påklædning og traditioner holdes stadig i hævd.
Velkomstkomiteen foran fælleshytten bestod af Palong kvinder, klædt i deres nationaldragt, siddende på måtter foran deres husflid, som vi så havde mulighed for at gøre en handel med. Fælleshytten er det sted hvor vi senere skal overnatte på tynde måtter, men selvfølgelig med et mosquito net vi krøb ind i, da den tid kom. Der bliver sørget for snacks og væskeindtagelse mens der handles på livet løs. En lille tur gennem landsbyen på egen hånd blev der sørme også tid til.
Hvis vi ville have et bad inden aftensmaden var der gjort plads en 10 meter fra hytten ud mod skoven. Der var opstillet et afdækket interimistisk badefacilitet, bestående af en stor tønde fyldt med vand og en øser til at skylle sæberester af, ret primitiv, men alt kan lade sig gøre. Ved siden af var toilettet med et bræt til at sidde på og ellers aflevere sit affald ud i skoven. Derefter var grisestien, så duften var ikke lige det bedste. Vi blev bedt om at, hvis vi skulle op midt om natten for at besørge, skulle vi sørge for at få en lygte med så vi kunne finde vej og ikke blev overrasket af kryb på sin vej.
Aftensmaden sørgede den lokale guide Pan for over et lejrbål foran hytten. Efter et ganske simpel måltid samledes landsbyens unge kvinder, iklædt deres nationaldragt, på den anden side af lejrbålet for her at synge og danse efter Palong folkesange. Et smukt syn oplyst af lejrbålet begyndte kvinderne at synge deres folkesangene, mens børnene leger omkring dem. De slog dog hurtigt over til Beatles melodier, så de ville også være moderne. Vi blev opfordret til at deltage mens vi går rundt om lejrbålet.
Det viste sig nu at det var tilskuerne, altså os, der skulle vise hvad vi kunne præstere af underholdning til landsbyen. Tavshed over hele gruppen, indtil Fritz rejste sig og førte an omkring bålet med denne børnesang ”En elefant kom marcherende”. Med krydsede arme og den ene dinglende fremad som en snabel, fulgte den ene efter den anden trop. Det må have været et kostelig syn for landsbyens kvinder og børn, for næste morgen rendte de små børn rundt i landsbyen og efteraber armbevægelserne. Efter legen spørges der, om nogle er interesseret i en gang massage på ryg og skulder, og dem der ville satte sig på række på slagbænken og fik her masseret vores ømme skuldre. Hvis ikke vi var ømme, så blev vi det.

Vi vækkes ved seks-tiden af hanegal og fuglekvidder og uden for hytten sidder kvinderne i palong dragter med deres husflid, så os der endnu ikke fik handlet dagen før, har nu muligheden. Guiden Pan og Eskil samt et par af landsbyens mødre fremtryller et lækkert morgenmåltid.
Herefter pakker vi lige så stille vores grej sammen og forlader landsbyen på elefantryg. De store kæmper gønger fra side til side gennem en ung teakskov og ud i et bakket område med majsmarker som var guf for elefanterne. Vi bliver sat af på et lidt vakkelvorn podie med en gør det selv stige, så heldigvis skete der kun et lille uheld, uden skade, dog ømhed i ballen blev det til.
Vi fortsætter i minibusserne til det sted hvor vi skal rafte på en lille flod på spinkle bambusflåder. Vi sendes afsted siddende to til tre mand på hver flåde. Heldigvis var strømmen ikke voldsom, men alligevel forekom der sammenstød mellem flåderne med våde bukser til følge. Flåderne blev til sidst guidet ind i en lille vig og vi stiger af og der gives en hjælpende hånd til de usikre.
Et lille hvil inden vi kører mod byen Ban Thaton og sidst på eftermiddagen indkvarteres vi på hotel Thaton Chalet ved Maekok floden. Ban Thaton er en meget lille by tæt på den burmesiske grænse men med et stort moderne buddhistisk tempel op ad en bjergsiden over for hotellet. Området byder på gode muligheder for små spadsereture på egen hånd. Der er en virkelig god udsigt over området fra templet over mod Burma. Dette sted var en mellem station for næste dags destination, ellers ville køretiden blive for lang.

På vej til det nordligste hjørne af Thailand kom vi til den historisk vigtige landsby Doi Mae Salong få kilometer fra grænsen til Burma. Befolkningen er her efterkommere af kinesiske KMT soldater og deres familier, som flygtede efter den kommunistiske revolution i Kina. Vi spiser frokost, som består af yunnanesiske retter, på Mae Salong Villa restaurant terrasse med udsigt over en frodig dal med teplantager.
Yunann er en delstat i det sydlige Kina med en meget egenartet kultur, som stadig holdes i hævd i dette område hvor forretningernes reklameskilte har kinesiske skrifttegn blandet med vestlige og thai.
Om eftermiddagen kører vi videre til byen Mai Sai. Ved ankomst tjekker vi ind på Mai Sai Guesthouse, som ligger i bunden af dalen lige op til den smalle flod Sai, som udgør grænsen mellem Thailand og Myanmar, tidligere Burma. Hytterne er af bambus og beklædningen indvendig er i en fin standard. De nederste hytter ligger meget tæt ved flodbredden og de andre spredt op ad skråningen. Lidt fugtig var græsset foran de nederste hytterne, så grundet den høj vandstand i floden, var der lagt planker ud, så de kunne gå tørskoet over til hovedbygningen. Men stemningen kunne absolut ikke ødelægges.
Vi slapper af og nyder det flotte landskab og det sceneri der åbenbares foran os. Grænsen er lukket på grund af uenigheder mellem de to lande, så besøget på den anden side, med et endags visum, kunne desværre ikke lade sig gøre den næste dag. Vi kikker os omkring i byen som for det meste består af butikker til de mange grænsehandler. Broen over floden Sai danner ingenmandsland mellem byerne Mai Sai i Thailand og Thakhilek i Burma, som efter sigende skulle være en livlig og farverig markeds by. Der kunne spadseres over indtil grænseporten til ”Union of Myanmar”.

Den Gyldne Trekant – Chiang Rai
Grundet grænse lukning havde Eskil i stedet for arrangeret en overnatning i Chiang Rai, Så næste dag kører vi mod øst til byen Chiang Khong. Undervejs gør vi et ophold ved et udsigtspunkt ved den ”Gyldne Trekant” hvor de tre lande mødes og danner grænse mellem Burma, Laos og Thailand, adskilt af floderne Ruak og Mekong. Et besøg i opiums museet hvor Pan fortæller om opiumets historie, og om hvilken skadevirkning det havde for området.
Der gøres et ophold i byen Sob Ruak der ligger ved Mekong floden og her spises frokost med udsigt over floden. Fortsætter i vores minibusser mod byen Chiang Rai og bliver indlogeret på Hotel Golden Triangle i øsende regn som fortsætter et par timer. Men regnen kunne ikke holde os tilbage når man er sulten, så under paraplyen og ud for at finde et spisested. Det blev så på restaurant Amerikan Express, et godt spisested. Der blev serveret skaldyr i en udhulet ananasfrugt, og det uden at tænke på faren for dårlig mave, men ingen, absolut ingen, havde men dagen efter, så det var godt.
Efter morgenmaden er der lige tid til en hurtig tur ud i byen, inden der igen er afgang til næste destination Chiang Khong. Der gøres et lille ophold ved et udsigtspunkt ”The best viewpoint” over Mekong floden hvor der kan holdes picnic under tag. Her sidder otte Thailandske kvinder og holder picnic, griner og morer sig. Dagen er den 12 aug. og det er Dronning Sirikit fødselsdag og er kvindernes fridag i Thailand. Frits får her overrakt en Chang bluse og en lille Chang øl af Jørgen og Birthe, til stor morskab for thaikvinderne og os.
Vi fortsætter kørslen mod Chiang Khong og holder ved restaurant Baan Kruathip, der ligger 100 meter fra overfartsstedet ”Gaten to Indo-China”. Her den sidste frokost i Thailand, og nu tager vi også afsked med thaiguiden Pan. Vinny holder en lille afskedstale og overrækker samtidig en indsamlet pengegave som tak for god behandling.

Laos
Vi bevæger os ned til gaten, men når fjorten personer skal tjekkes ud og alle formaliteter skal være i orden, så vil der opstå ventetider. Bagagen bliver fragtet separat over Mekong floden så dem skal vi heldigvis ikke bekymre os om. Vi placeres os i såkaldte Long-Tail Boats og sejles over Mekong floden til byen Huai Xai på den laotiske side. Ja der skal vi også gennem samme tjek med godkendt visum, inden vi får stemplet i passet.
Der holder allerede to tuk-tuk som venter på os og bagagen. Bagagen på taget og os klemt godt sammen i to biler, køres vi op til hotellet Arimid Guesthouse og værelse anvist for en dag. Ny by, nyt land, så grænsebyen skulle lige ses an her sidst på eftermiddagen. Det lokale marked er altid spændende at udforske med al dens mangfoldighed. Det blev også en spadser tur i området med udsigt over byen, Mekong floden og Thailand på den anden side .Næste morgen køres vi til bådpladsen hvor en slowboat ligger og venter på os 14 personer plus Eskil og den Laotiske guide Djid. Vi balancer ombord via en planke der skal give det ud for en gangbro, nogle med en hjælpende hånd mens andre er selvhjulpne og placere bagagen på anvist plads i forenden af båden bag ved bådførerens plads. Alle finder en siddeplads, med redningsveste placeret på ryglænet. Der er ret god plads på båden som kan tage ca. 20 personer. Henne agter, foran familiens kahyt og diesel motorrum, er der placeret et bord med 4 små stole og forfriskninger som frugt, kaffe, the og snacks, som bliver opholdssted når sulten melder sig, eller når nogen trænger til lidt selskab og måske en Irish coffee mikset sammen af mekong whisky, kokosmælk og kaffe.
De to næste dage sejles ned ad Mekong floden som på daværende tidspunkt var i dens absolutte bredeste og højeste vandstand og med mange farlige strømhvirvler, grundet de store regnmængder der var faldt over det sydlige Kina. Hvis nogle skulle føle sig usikre ved sejladsen, så på med redningsvesten. Men ingen følte trangen til det, og heldigvis for det, da vi alle kom tørskoet til den tidligere kongeby Luang Prabang.

Mekong floden
Mekong floden er Laos` vigtigste transportvej og eksistensgrundlag for folk der lever langs den. Turen tog os igennem skønne landskaber og bjergformationer, tætte jungler og myriader af små landsbyer. I den første times tid der sejles danner floden grænse mellem Thailand og Laos og herefter er begge sider Laotiske. Nu er det bare med at nyde turen i en afslappende atmosfære, mens vores kaptajn ihærdigt arbejder med at føre os på rette vej uden om alle forhindringer, det være sig sandbanker midt i floden med kraftige strømhvirvler til følge og væltede træer som strømmen har ført med sig.
Der lægges an ved en lille landsby Pak Tha som vi besøger, og her gør Eskil os opmærksom på at der ikke skal være nogen form for købetrang, men hvis nogen gerne vil så er de velkommen da vi trods alt er gæster og kan blive inviteret indenfor i deres private hjem. Børnene er ellevilde for vores besøg og følger trofast med os gennem landsbyen, særlig en lille dreng der morer sig med et stykke hjemmelavet legetøj, en såkaldt ”skralle”.
Vi sejler igen og livet går videre med indvielse af stambordet henne agter og en skål, i Irish Coffee, for en dejlig ferie end til nu. Guiden Djid bruger tiden til at signerer de undervisnings hæfter, bøger og blyanter vi donere til to landsbyer på hele turen.
Sejler videre mod næste landsby Pak Khop hvor vi igen går ”planke ud”, men stadig på land og går op mod landsbyen som er lidt større end den forrige. Her prøver Eskil at finde borgmesteren men det bliver skolelærer der kommer for at hilse på os gæster og man kunne se på ham at det et helt uventet besøg. Eskil forklarer på laotisk hvad det går ud på med donationen af skolemateriale til landsbyen til de beboer, børn og voksne der samledes omkring os. Der var en hvis tilbageholdenhed men samtidig også en nysgerrighed fra beboernes side. Birthe kommer på denne ide at vi kunne sætte vores underskrift på forreste side i bøgerne, og det gjorde vi hermed. Søren derimod vil være flink og uddeler kiks til børnene, til Eskils utilfredshed, da det blev lidt tumultagtigt under uddelingen.
Så lægges der fra land og en tilstand af ro og nydelse af de indtryk vi end til nu har haft af Laos breder sig igen ombord inden vi igen senere lægger til ved den tredje landsby denne dag. Her ligger landsbyen meget højere, så vi får da lidt motion i middagsheden. Tørsten slukkes med den lokale Mekong Whisky og øl til dem der ønskede det, hos en lille købmandshandel. Birthe og Vinny fik købt, til stor morskab, en asiatisk ris hat, et såkaldt ”fladt kræmmerhus”, som er en almen hovedbeklædning der skærmer for den bagende sol ikke kun i rismarkerne.

Pak Beng
Næste destination om eftermiddagen anløber vi landsbyen Pak Beng hvor vi skal overnatte på det lille spartanske guest house med en storslået udsigt over Mekong Floden. Værelser tildeles og ud for hver værelse er der stillet et fad og en termoflaske med varmt vand til os der har behov for at blive vasket. Jeg selv tog et hurtig bad med det tempererede vand der nu engang kom fra bruseren.
Vi havde aftalt at mødes i spisesalen efterhånden som vi var færdig og drysser op ad vejen med markedsboder på begge sider hvor de lokale produkter og køkkenurter fald bydes. Andre fortsætter videre for at udforske den langstrakte by som er en samling træhuse og bambushytter i grønne omgivelser. Vi mødes igen til aften for at spise og her får vi at vide at dieselgeneratorerne slukkes kl. 22oo, så en lommelygte bliver nødvendig når det er sengetid. På det tidspunkt følte jeg et vis ubehag i kroppen så jeg valgte at tage en afslapper på værelset, og godt det samme for der var en lille ”uldrik” på vej. De andre fortalte om deres fantastiske aften på værtshuset overfor. Så der var en lille smule misundelse, men jeg kom over det.
Vi fortsætter, næste formiddag, på anden etape ned ad Mekong floden, som også er på ca. seks timer. Denne dag byder på endnu flottere landskaber end første dag, bjergene bliver stejlere og junglen bliver tættere men kaptajnen skal stadig læse floden og være opmærksom på sandbanker og masser af klipper, hvor af nogle reklamere for sig selv, mens andre gemmer sig under den skummende overflade og tilligemed slowboats der sejler mod strømmen. Der gøres holdt ved en lille landsby der har status som handelsstation. Et lille vandfald er det lokale vandkraftværk der kan gøre det ud for lys i bebyggelserne så sparer de trods alt lidt brændstof til dieselgeneratorerne. Her får vi en ung mand til at kravle op, vride frugterne af og kaste kokosnødderne ned fra palmen. Vi smager på den friske kokosmælk og kokosstykkerne, som moderen til den klatrende ungersvend skærer i småstykker.
Vi anløber den sidste landsby denne dag og går op mod landsbyen. Midt på vejen ligger træ som er fisket op fra floden og ligger til tørre til senere brug som brændsel. Landsbyen har her resterne af et gammel tempel som de nok ikke har haft råd til at renovere. På tempeltrappen bliver hele forsamlingen fotograferet. Dette er det sidste sted der doneres skolemateriale og bøger og her får Eskil overtalt en 9 årig skolepige til at læse højt for os, med klapsalver til følge. Senere besøger vi skolebygningen som er en donation fra et Japansk firma. Vi lader os bænke til stor fornøjelse for de nysgerrige børn som er fuldt med os. Det skal lige pointeres at børnene har skoleferie så der var aktivitet blandt ungerne, det fik vi et skønt syn på da vi igen entrede båden. Børnene klatrede op i træer langs flodbredden hvis grene bredte sig ud over vandet og til stor morskab for dem kastede de sig ned i floden fra mindst 8 til 10 meters højde. Seje ”naturbørn” det må siges.
Et sidste farvel til børnene og videre mod Luang Prabang men under vejs finder Eskil på at vi skal besøge en Whisky landsby inden vi lægger an ved en limstensklippe hvor Pak Ou grotten befinder sig. På grund af den høje vandstand lægges der til ved en flydeponton med kun ti trin op til grotten, og derfor var det kun en del af den vi kunne se. I Pak Ou grotten har der oprindelig været ca. 4000 antikke buddha figurer i alle materialer, men med de forskellige krige der har været gennem tiden, er selvfølgelig, de mest værdifulde stjålet eller solgt, men der ligger også buddha figurer i hovedstaden Venetian som stammer herfra. Vi så kun et lille udsnit af de ca. 2100 antikke buddha figurer der er tilbage, samt en så kaldt ”Vaskerende” med indvendig kanal som vasker buddha til nytåret. Djid fortæller også at grotten blev brugt som skjulested under krigene, men det var ganske normal at grotterne i asien har været brugt som ly i både ældre- som i nyere tid. Vi sejler nu det sidste stykke inden båden lægger til ved kongetrappen i kongebyen Luang Prabang.

Luang Prabang